Kilde: Kristian Fredriks ed 20. mai 1814

Normænd!

Det høie Kald, hvortil Medborgeres Tillid udkaarede Eder, er fuldbyrdet. – Norges Statsforfatning er grundlagt; Nationen har gjennem Eder, sine udvalgte Mænd haandhævet sine Rettigheder, befæstet dem for Fremtiden og ved en viis Fordeeling af Magten sikkret Borgerfriehed og den Orden i Staten, som den udøvende Myndighed er pligtig og formaaende at vedligeholde.

Den for andre Stater dyrekiøbte Erfaring, har lært det Norske Folks Repræsentantere i lige Grad, at vogte Regjeringsformen for Despotismens Kjendemærker og for Folke Regjeringens Misbrug.

Dette gamle Kongerige forlanger en Konge, men han skulde i Formen, ligesaalidt som i Gjerningen være Despot; – ney! sit Folks første Ven og Fader bør han være. Dette venter Nationen at finde i mig, og dens Tillid er for mig et helligt Kald til, uagtet de Farer og den Møje, der vente mig, ganske at opoffre mig for Norges Vel og Hæder.

Med disse redelige Hensigter og styrket ved Troe paa Guds den Almægtiges Bistand, haaber jeg, at svare til denne Nationens Forventning.

Jeg antager Norges Krone, som en Gave af et troefast og oprigtigt Folk, et Pant paa dets Kjerlighed for mig og min Kongelige Æt.

Jeg lover og sværger, at ville regjere Kongeriget Norge i Overeenstemmelse med dets Constitution og Love; saa sandt hjelpe mig Gud og hans hellige Ord!

Min store Forgjængers, fjerde Christians Aand følge mig i al min Gjerning. Han var det Norske Folks gode Konge og Fader. Hans Mønster, skal tidligen indprentes i min elskede Søns Hjerte, og Folkets Kjerlighed skal gaae i Arv til ham; thi han skal lære at agte denne Arv højere end Kronens Glands.

Og nu Norges udvalgte Mænd, dets troe Sønner, besværger den Grundlov for det selvstændige Norge, som vi alle troeligen ville haandhæve og forsvare.

Kilde: Kilde: Eli Fure (red): Eidsvoll 1814. Oslo 1989, s. 321-22

Sist redigert: 04/05/2014